Forgjæves foretog han sig en Rejse til Hamborg for at komme sig igjen. Han var neppe kommet i Wolfenbüttel igjen, saa blev hans Han var yderst trangbrystig og var ikke istand til at gaae tyve Skridt uden at blive træt. Hans Djue udmattedes, som hans Munterhed. Han havde ingen glad Time mere.

Onde værre,

Ved Vintermessen i Braunsschweig 1781 troede han at forfriske sig. Men han skulde bortrives fra os. Den 3die Februari overfaldt hans Trangbrystighed ham stærkere end nogeksinde tilforn, Det onde blev værre Den femtende døde han i sit to og halvtredsindstyvende Aar.

Døden overfaldt ham hurtig; men han havde

rolig og bestemt seet den imøde.

Alt for tidlig for Sandhedens, Kunstens og Videnskabernes Rige,

forlod han os.

Endnu staaer den Plads, som han opfyldte, ledig. Og hans forladte Venner, vende deres taarefulde Øyne hen mod de højere Regioner, i hvilke han undveeg.

Francesko Francias mærkvær

dige Ded.

Saaledes som Videnskabernes og Lærdommes Gjenfødelses Epoke frembragte de meest omfattende, som Mennesker mærkværdigste, og i Aanden kraftige ste lærde Mænd, saaledes blev ogsaa den Peris ode, da Malerkunsten som en Phenir steeg frem af sin lange hvilende Aske, betegnet ved Kunstens herligste og ædleste Mænd. Den er at ansee som Kunstens sande Heltealder, og man maatte, som Ossian, sukke over, at denne Heltetids Kraft og Storhed nu er bortveget fra Jorden. Mange opstode paa mange Steder, og rejste sig ganske ved egen Styrke: deres Levned og deres Arbejder havde Vægt, og for tjente at bevares for Efterverdenen i udførlige Krøniker, saaledes, som vi endnu eje den af Kunstens gamle Tilbedere; og deres and var saa

ærværdig, som vi endnu finde deres skjæggede Hoveder hvilke vi betragte med Ærbødighed i de ypperlige Samlinger af deres Billeder. Der skedte iblandt dem, usædvanlige, og mange nu utrolige Ting, fordi Enthusiasmen, der nu kun skinner som en svag Lampe i faa enkelte Hjerter, opflammede hele Verden i

hiin gyldne Tiid. Den udartede Efterslægt bærer Tvivl til, eller beleer som et Eventyr, saa mange troværdige Historier fra disse Tider, fordi den güddommelige Funke er udslukt af deres Sjele.

En af de mærkværdigste Historier af denne Art, som jeg aldrig har kunnet læse uden Forundring, og hvori mit Hjerte dog aldrig er bragt i Fristelse til at tvivle, er Historien om den ældgamle Maler Francesko Francias Død; han var Stamfader til den Skole, som dannede sig i Bo= logne og Lombardiet.

Denne Francesko var født af ringe Haandværksfolk, men havde ved sin utrættelige Flid, og sin stedse fremstræbende Aand, opsvunget sig til Ærens høyeste Spidse. I sin første Ungdom var han allerførst hos en Guldsmed, og han dannede saa kunstige Sager i Guld og Sølv, at de satte enhver, der faae dem, i Forundring. Han stak ogsaa i lang Tiid Stemplet til alle Skuepenge, og alle Fyrster og Hertuger i Lombardiet satte en ære i at lade fig afbilde af hans Gravstik paa deres Mynter. Thi det var endnu paa den Tiid, da alle Fornemme i Landet og alle Medborgere formaaede at gjøre den fædrelandske Kunster stolt af deres evige høytlydende Bifald. Uendelige mange fyrstelige Personer kom til Bologne, og forsømte ikke at lade deres Billede tegne af Francesko, og siden efter skjære og præge i Metal.

Men Franceskos evig bevægelige, fyrige Aand stræbte efter en nye Mark at Arbejde paa, og jo mere hans heede Ærekjærhed blev mættet, desto utaalmos

digere blev han efter at aabne sig en ganske ny, endnu ubetraadt Bane til Ære. Allerede 40 Aar gammel traade han i Skrankerne af en nye Kunst; han evede fig med utrættelig Taalmodighed i Penselen, og henvendte sin hele Eftertanke paa at studere Kompositionen i det Store, og Farvernes Effekt. Og det er overordentlig hvor hurtig det lykkedes for ham, at frembringe Værker, som satte hele Bologne i Forundring. Han var virkelig en fortræffelig Maler; thi endskjøndt han ogsaa havde flere Medstridere, og selv den guddommelige Raphael paa den Tiid arbejdede i Rom, saa kunde man altid med Rette ogsaa regne hans Værker iblandt de betydeligste. Thi Kunstens Skjønhed er aldeles ikke noget saa fattigt og indskrænket at eet Menneskes Levetid kunne udtømme den; og dens Priis er ingen Lod, som kun falder paa een Udvalgt: dens Eys spreder sig meget mere i tusende Straaler, hvis Gjenskin paa, mangfoldige Maader tilbagekastes i vort henrykte Øye, af de store Kunstnere, som Himlen har sat i Verden.

Francesko levede just i den første Generation af de ædle italienske Kunstnere, som nøde saa megen større og almindeligere Agtelse da de stiftede et ganske nyt glimrende Rige paa Barbariers Ruiner; og i Lombardiet var netop han Stifteren, og ligesom den første Fyrste i dette nytstiftede Herredom.

Hans øvede Haand fuldendte en utallig Mengde af herlig Malerier, som ikke allene gik gjennem hele Lombardiet, (i hvilket ingen Bye vilde taale at man sagde om den, at den ikke i det mindste ejede een Prøve af hans Arbejde :) men endogsaa i andre

Egne af Italien, og alle Øyne, som vare saa lykkelige at betragte dem, forkyndte høyt hans Roes, De italienske Fyrster og Hertuger vare skindsyge ved at eje Malerier af ham; og fra alle Sider strømmede Lovtaler over ham. Rejsende forplantede hans Navn hvor de kom hen, og denne smigrende Gjenlyd tonede i hans Dre. Bolognesere, som besøgte Rom berømte deres fædrelandske Kunstner for Raphael, og denne, som ogsaa havde seet og beundret noget af hans Pensel, bevidnede ham i Breve, med den ham egne blidé Venlighed, sin Agtelse og Hengivenhed. Skribenterne paa den Tiid kunde ikke op= holde sig fra at indflette hans Roes i deres Værker; de henvendte Efterverdenens Øyne paa ham, og fortalte med en vigtig Mine, at han blev tilbedet som en Gud. En iblandt dem (Cavazzone) er endogsaa dristig nok, til at skrive, at Raphael, ved Synet af hans Madonna, har forladt den Tørhed, som klæbede ved ham fra den perugianske Skole og antaget en høyere Stiil.

Hvad anden Virkning kunde disse gjentagne Slag have paa vor Franceskos Gemyt, end at hans levende Aand hævede sig til den ædleste Kunstuerstolthed, og at han begyndte at troe paa en himmelsk Genius i hans Inderste. Hvor finder man nu den høye Stolthed? Forgjæves søger man den iblandt vore Tiders Kunstnere, som vel ere forfængelige, men ikke stolte af deres Kunst.

Raphael var den eneste, som han iblandt alle fine samtidige Malere lod gjælde för sin Medbejler. Han havde imidlertid aldrig været saa lykkelig at see