„fuldkommen i sin Magt naar han blot kunde have ,,styret den. Mange Gange faldt han paa saa= ,,danne Ting, som ikke kunde undgaae at belees, ,,saasom naar han lader den Cæsar spillende Person, ,,i det een siger til ham:,,Cæsar, Du gjør mig Uret." svare:,,Cæsar giorde ingensinde Uret, ,,uden naar han havde billig Aarsag dertil,“ og ,,saadant mere, som gjorde ham latterlig; ,,hans Dyder udslettede hans Feil; der var bestan,,dig mere at rose end at tilgive hos ham.“

men

Hvad det Erempel angaaer, som Ben Jonson anfører, naar han vil bevise, at Shakspeare undertiden gjorde sig latterlig, da er der virkelig noget lignende i Julius Cæsar; men intet urimeligt, og har jeg ingensinde truffet det i nogen Udgave saaledes som Jonson har anført det.

Foruden hans Skuespil i den almindelige Udgave, har Langbaine tillagt ham to eller tre andre, som jeg aldrig har feet eller kjender det mindste til. Han skrev ligeledes Venus and Adonis og Tarquin and Lucrece i Vers, som have været trykt i en senere Samling af Poesier *.

I det fjerde Bind af State Poëms trykt 1707.
Rowe synes ikke at have vidst, at Shakspeare

Hvad angaaer den Caracteer, som Ben Jonson tillægger Shakspeare, da er den for største Delen sand men jeg troer, at den ligesaagodt kan udtrykkes ved hvad Horats siger om de første Romere, som skrev Tragedier efter den Græske Maade, (eller snarere oversatte dem) i hans Sendebrev til Augustus:

natura sublimis & acer,

,,Nam spirat tragicum satis, & feliciter

áudet;

,,Sed turpem putat in chartis metuitque

lituram."

3: Af Naturen er han høi og bidende,

Thi han udaander nok af det tragiske, og vover

med Held;

Men Udkradsning i Skrifter anseer han for uanstændigt og afskyer saadant.

Da jeg ikke har foresat mig at indlade mig i nogen vidtløftig og fuldkommen Undersøgelse af Shakspeares Værker, saa vil jeg blot, med al den Ærbødighed, som jeg skylder andres Dom, an

mærke hos ham de Steder, som have tiltrukket sig min Opmærksomhed.

Hans Skuespil maa egentlig blot deles i Comoedier og Tragoedier. De som ere blevne kaldede Historier, ja endog nogle af hans saakaldede Comedier, ere virkelig Tragoedier med et Anstrøg eller Blanding af noget Comiskt. Den Maade saaledes, at forfatte tragisk-comiske Stykker, var en almindelig Feil hos hiin Tidsalder og er virkelig bleven saa overeensstemmende med den Engelske Smag, at omendskjønt de strængere Critikere iblant os ikke kan taale sligt, saa synes dog vore Tilskuere eller Tilhørere i Almindelighed at være bedre fornøiede dermed end med et heelt tragisk Stykke, The Merry Wives of Windsor (de muntre Koner af Windsor), The Comedy of Errors (Comoedien om Feiltagelser) og The Taming of a Shrew (Tømmen paa en ond Avinde), ere alle heel comiske; de øvrige have noget af begge Slags, hvad man end har kaldet dem.

Det er

iffe meget let at bestemme enten han skrev bedst i

ogsaa skrev 154 Sonnetter og et Digt kaldet :

A Lover's Complaint.

Malone.

med.

det Comiske eller Tragiske. Hans comiske Indfald ere virkelig meget underholdende, og omendskjønt han ikke deri stikler paa alle Folke-Classer, finder man dog en behagende og velvalgt Forskjellighed i de Caracterer, som han har troet passende at blande Enhver maa tilstaae, at Falstaff er et Mesterstykke; Caracteren er altid vel vedligeholdt ends skjønt den er trukken ud i tre Skuespil; Efterretningen om hans Død, som hans gamle Vertinde Mrs. Quichly bringer i første Act af Henry the fifth, skjønt den er nieget naturlig, er dog ligesaa underholdende som den øvrige Deel af hans Liv. Dersom der er nogen Feil i den Historie, som han har dannet om denne lastefulde gamle Fyr, er det den, at, omendskjønt han har ladet ham være tyvagtig, løgnagtig, frygtagtig, og forfængelig, fort, lastefuld i enhver Henseende, har han dog tillagt ham saamegen Vid, som der udfordredes til at gjøre ham næsten alt for behagelig og jeg veed ikke, om det ikke har gjort nogle ont, naar de have erin= dret sig den Fornøielse, som Falstaff tilforn forskaffede dem, at see hans Ven Hall behandle ham saa slet, da han kommer til Roret i Enden af Henry the fourth's anden Deel Jblant andre Yder

1

ligheder er denne, at han i The Merry Wiwes of Windsor har gjort ham til en Dyretyv, (fordi han ved denne Leilighed kunde bringe hans egen Forfølger i Warwichshire i Erindring), under Navn af Justice Shallow; han har næsten givet. ham det samme Familievaaben, som Dugdale, i hans Antiqviteter hiin Provinds betræffende, bes skriver for en Familie der, og hvorpaa han lader Præsten Hugh Evans slaae Triller. Det hele Stykke er værd at beundre; Trækkene ere forskjellige og godt satte imod hinanden; Hoved - Hensigten, nemlig at curere Ford for hans ufornuftige Skinsyge er fortreffelig udført. Twelft-Night er der noget særdeles latterligt og tillige morende hos den lunefulde Forvalter Malvolio. Smigeren og det Forfængelige hos Parolles i All's Well that Ends Well (naar Enden er god er Alting godt) er ligesaa godt, som det der findes af samme Slags i Plautus eller Terence. Petruchio i the Saming of a Shrew er en. Person, af en underlig Lune. Benedichs og Beatrices Samtale i Much Ado abouth Nothing (megen Allarm om Intet), og. Rosalinds i As you like it rebe heel igjennem megen Við og Munterhed. Hans Bonde-Knolde,