gieringen, og forsynet hans Fiender med Vaaben, som de siden kunde bruge imod ham, og de brugte dem med faadant Held, at der tilsidst ikke blev andet tilbage for ham, end at forlade et utaknemmeligt Fædrenelan“.

Den største Deel af den danske Adel bar Nag til Brahe formedelst hans Ægteskab. Den kunde aldrig glemme, at han havde vovet at indpode en borgerlig Green i det adelige Stammetræ, og begegnede hende derfor altid med yderste Foragt. Desuden blev Adelen og de Lærde i Danmark gandske fordunklede af ham, de faae alles Dine henvendte paa ham eene, og ham selv i Besiddelse af mange Indkomster, som de gierne havde ønsket fig selv. Dog var Rigshofmester Walkendorf hans ivrigste Fiende af Adelen, da han som Rentemester bedst vidste hvor mange Indkomster Brahe havde, og tillige synes at have havt et personligt Had til ham, hvis Grund ikke er let at angive. Dennes Fiendskab erfarede han, eller troede han`at erfare ved adskillige Processer, hans vist nok utilgivelige Haardhed mod hans Underhavende skafede ham paa Halsen, som han tabte. Under saadanne

Omstændigheder var det dobbelt utilgiveligt af Brahe, at han ved sin, Ulydighed mod Kongens Befalinger, satte sig meer og meer i Miskredit hos ham og gav sine Fiender Vaaben i Hænderne imod fig selv. Saaledes var han i Aarene 1593-94 ikke ved milde Formaninger at bevæge til at istand. sætte det Hellig Tre Kongers Kapel i Roskilde som dog var Betingelsen under hvilken han havde erholdet Kanonifatet - men maatte ved de alvors ligste Erindringer tvinges dertil.

Aar, 1594 døde Niels Kaas, og Brahe mistede den Mand som hidindtil havde holdt hans Fiender Stangen. Kristian den fjerde blev 1596 kronet i Kjøbenhavn, og ved denne Anledning blev Walkendorf Rigshovmester, og Kristian Friis Kantsler. Allerede var Brahes Anseelse ved Hoffet saameget siunket, at af de mange Fremmede som indfandt sig ved Kroningen i Kjøbenhavn, ingen uden den Brandenborgske Mathematikus Müller besøgte ham paa Hveen.

Et af Rigsraadernes første Forslag var, at indskrænke de unødvendige Udgifter, da Skatkammeret var i en maadelig Forfatning, og blant disse unødvendige Udgifter regnedes ogsaa de, som anvendtes

1

paa Astronomien. Først skilte man ham ved Nords fjord-Lehn, og derpaa mistede han den ene Deel af hans Indkomster efter den anden, saa han ved Aa= rets Slutning havde foruden sin egen Formue — intet tilovers uden Hveen. Brahe skrev til Kantsler Friis, bad ham udvirke hos Kongen, at han vil lade sig Astronomiens Vedligeholdelse være angelegen, bragte Friderik den andens skriftlige Løfte i Erindring, og bad at han i det ringeste en kort Tid endnu maatte beholde det norske Lehn. Kantsleren replicerede som en ægte Hof: mand, at det ei var Kongens Leilighed at anvende meer paa det astronomiske Studium, at hans Begjering angaaende Lehnet aldeles ikke kunde opfyldes, ̈ og forsikrede ham i øvrigt om sin Beredvillighed i at tjene ham.

Med saa faa Indkomster, som de Brahe nu havde tilbaze, var det ham umuligt at fortsætte fine Arbejder. Den Beslutning at forlade sit Fædreneland, so an alt for længe siden havde fattet, og som blev bestyrket derved at han tabte en Proces mod en Dr. Gellius Safcerides som havde været forlovet med hans Dotter, og siden slog op med hende, kom nu til Modenhed. Han vilde hele

"

1

ler frivillig forlade sin kjære De, end lide den Kræns kelse at blive udjaget af den, og begav sig derfor i April 1597 fra Hveen til Kjøbenhavn, hvorhen ban først havde ladet sine Instrumenter, Bøger og Huusgeraad bringe, paa nogle af de største Instrue menter nær, som han for det første maatte lade blive tilbage paa Hveen. Hans Underhavende der, som saae at hans Fald var uundgaaeligt, skyndte fig nu at indgive et Klagemaal imod ham, hvis Virkning var, at en Kommission blev sendt til Hveen for at undersøge Sagen. Han blev beskyldt for at have tilvendt sig Kirkens Indkomster, behandlet Præsterne lovstridig, udeladt Exorcismen ved Daaben ---- som 9 Aar derefter af Kongen selv blev udeladt ved en Prinsesses Taab -i 18 Aar afholdt sig fra Sakramentet og ført et forargeligt Levnet med en Frille (formodentlig hans Kone). Det var hans Fienders Agt, ikke at holde op med deres Forfølgelser, før de fik ham til at forlade Danmark.

Kristian den 4de var dengang i Tydskland, og det walkendorfske Partie havde altsaa frie Hænder hjemme. De sendte 2 Mænd til Uranienborg som skulde afgive en Beretning om de der efterladte

som ej

erklærede dem, efter tilhobe for unyttige.

Instrumenter og deres Nytte, og disse kjendte Instrumenterne ret Walkendorfs Ønske,

For at give ham det sidste Stød, lod han ham i Kongens Navn forbyde at anstille astronomiske Jagttagelser og chymiske Forsøg, og dette havde den Virkning at Brahe begav sig ombord med sin Familie og Gods og fulgt af endeel af fine unge Medhjelpere, for at forlade sit utaknemmelige, men ham endnu kjære Fædreneland. For at betage ham

saasnart frataget ham og

Lyst til at komme saa snart tilbage igjen, blev S. Laurentii Præbende i Roskilde han havde forladt Kjøbenhavn givet Kantsleren.

Brahe begav sig først til Rostock, hvor der opholdte sig endnu adskillige af hans Ungdomsvenner og Bekjendtere, og hvor han ogsaa var nær ved fit Fædreneland, ifald Omstændighederne skulde forandre fig. Han blev modtaget med megen Ag, telse, men kunde dog ikke tænke paa at slaae sig til Rolighed der, da der grasserede en stærk Pest, Efter nogle faa Dages Forløb skrev han i meget rø rende og ærbødige Udtryk til Kristian den fjerde, udviklede ham de Grunde, der havde bevæget ham til at forlade Danmark, tilbød ham sin Tjeneste igjen, og erindrede ham om hans Faders Løvte. For ej at lade noget Middel uforsøgt, skrev han ogsaa til Hertug Ulrik af Meklenborg Kongens Morfader, udbad sig hans Tilladelse til at opholde sig i Rostock, og et godt Raad, hvorledes hans astronomiske Studeringer kunde fortsættes i Tysk