og besværge af alle Stænder, og hvori ogsaa Adelstanden maatte føie sig, efterat dens Overhoveder vare satte i fængslig Forvaring. Denne nye Revo

lution gav Kongen den af hine saa ofte afskyede og afsvorne Enemagt i Hænderne; den befriede ham tillige for Ansvaret i Henseende til den i Krigen contraherede Gjeld, og skaffede ham Midler til med Eftertryk at fortsætte sine Operationer mod Rusland.

To Felttog, hvori fra begge Sider, dog især under Gustafs og hans Broders Anførsel, mange store Exempler paa Heltemod og Heltedyd havde antændt de Stridendes Kappelyst; to Felttog, under hvis Løb Kongen havde erfaret megen Lykkens Omverling og tillige viist sin Aands hele Rigdom, frembragte dog ingen Tildragelse, som ubetinget havde aftvunget Freden. Men, skuffet og forladt af England, og med Keiserinden tillige underrettet om Underhandlingernes Gang i Reichenbach, valgte Gustaf det lykkelig sig tilbydende Dieblik, til at overraske store Hoffers stedse og overalt Indflydelse fordrende Politik ved en Fred uden deres Forespørgsel. Katharina vidste-at sætte Priis paa Værdien af en Allieret, som hos sig selv besad saa store Ressurser og saadan Aandsstyrkez Verelafre

den forandrede sig derfor snart til en Defensivallianfe og en Bevilgelse af anseelige Subsidier fra Rusland til Sverige.

Befriet fra denne Sorg ilede den nordiske Helt til en Skueplads, hvor en nye Berømmelses Bane synes at aabne sig for hans krigerske Aand. Ludvig den Sertendes fjernt fra forberedede Bortfø= relse af hans Residents til en sikker Grændsestad eller maaskee over fit Riges Grændser, skulde give hiin store, ved sin Regjerings Omstyrtning rystede Stats Anliggender en nye Vending. Europas

Magter vare sammentraadte, for igjen i Triumf at indføre den flygtede Monark, og igjen at tilveje bringe deres Magt, som regjerede ved ham; Aachen var bleven Samlingsstedet for en Kongres, hvor en Verdensdeels Amphiktyoner havde afgjort et Kongeriges Skjæbne. Men forgjeves saae allerede Gustaf i Aachen den store Efterretning imøde. Flugten blev ikke hindret, men vel beregnet, og et Maal forud afstukket den. Bouilles Planer maatte strande, og Skjæbnen nægtede Kongen af Sverige Opfyldelsen af det Ønske, at kunne i det Dieblik, han erfoer Ludvigs Hæftelse i Varennes, ile hen til hans Befrielse i Spidsen for en liden Hob.

Ludvig betog sine hidtilværende -Forsvarere Umagen at stride for sig, da han besvor den af Nationalforsamlingen udkastede Constitution; `men hans Brødre havde nu en Interesse forskjellig fra hans: de forenede sig med den til Lighed fordømte franske Adel, og Gustav blev deres Sags ivrige Beskytter. Det kommer her ikke an paa at afgjøre, paa hvilken Side Retten eller Uretten var; nok, at Kongen af Sverige fandt en Synspunkt, fra hvilken det syntes ham vigtigere, igien at indsætte sine Ungdomsvenner, de franske Prindser, i deres vante Virkekreds, end at befrie en stor poleret Nation fra Slavelænker. Gustav selv havde opsvunget sig til Despot og kunde troe at have fremmet sit Fólks Lykke; idet han, med Hensyn paa sig selv, lod al Forskjel af de Klasser, hvori det delede sig, forsvinde. Under en Enehersker, der besidder Kraft og Evne, til at opfylde sine Pligters store Omfang, kan Menneskene under visse Forudsætninger sikkerst ligesom under en alvorlig, men tillige god og omhyggelig Faders vise-Anførsel, naae det høie Maal for deres Tilværelse: sædelig Fuldkommengjørelse, og Midlerne til at erholde samme, Velstand og Tænkefrihed, Naar Sveriges Konge dyssede sig i Søvn med den

A

fede Overbeviisning, at være sit Folks Faders saa behøvedes kun et Træk af Hjertesgodhed, eller en alt for mild Bedømmelse af Mennesker, der kun i Henseende til Rangen. vare beslægtede med ham, til at forlede ham til den falske Slutning, at Franks riges Lykke beroede paa det gamle Systems Gjens reisning. Vilde man bebreide ham, at en Fyrste, som i Sverige tilintetgjorde det aristokratiske Tys rannie, kunde ikke, uden at staae i Modsigelse med Fig selv, indføre det i Frankrige; saa lod sig maas kee tænke en ganske anden Forklaring af þans Poz Titif.

Fuld af sit store Forehavende vendte Gustaf tilbage til sine Stater, og sammenkaldte i Januar 1792 en Rigsdag, som han formedelst visse Bea vægelser blant Folket og Adelen bestemte at holdes i Gefle. Rigets ved Krigen udtømte Finantser, Statsgjeldens uudeblivelige Forøgelse, i Tilfælde at Kongen tog Deel i de franske Anliggender, og et fattigt, allerede til det Yderste bebyrdet Folks deraf oprindende voldsomme Undertrykning, havde paa nye op= livet Aristokratiets Forhaabninger og foranlediget en Plan, hvorved Adelen atter tænkte at bringe Kons gens Magt inden de snævreste Grændser. Denne

Gang lykkedes det ham at drage Borgerstanden, som følede alle ødelæggende Følger af Krigen og de bortødslede Statskræfter, ind i sin Interesse; og for at undgaae Mistanken om Egennytte, viste han Fig beredvillig til at frasige sig nogle af sine Forrets tigheder og antage en Forfatning, som skulde hvile paa det selskabelige Fordrags, ved Rousseau fremstillede, Grundsætninger.

Rigsdagen fandt det svenske Statslegemes Saar dybere, end Overdrivelsen havde forestillet dem, fire og tredive Millioner Sølvmynt i Gjeld vare alt opdyngede, og Kongen forlangte endnu Kredit til et Laan af ti Millioner. Man beqvem

mede sig til at betale den første, men vægrede sig i Henseende til den anden Punkt, den Kongen heller ikke, uagtet den Vægt, nogle Regimenter, der vare ham troe, gave ham, vovede at sætte igjennem med Magt. Det Forehavende at virke en nye Revolution, var imidlertid nu langt længere fra sin Udfø= relse end nogensinde før, og for det aristokratiske Partie blev kun lidet Haab tilovers om igjen at svinge sig i Veiret, saalænge Gustaf den Tredie førte Septeret.